Indlæg skrevet til Folk & Sikkerheds i marts 2021. Se link nederst.

Forsvaret er med jævne mellemrum omdrejningspunkt for mediesager. For godt og skidt. O.k., mediesager har måske en tendens til mest at være i sidstnævnte kategori. Men det, der har slået mig, er, at uanset sagens indhold synes der at være en afgrund mellem dem, for hvem Forsvaret betyder noget særligt, enten qua egen eller nærmeste families tilknytning, og dem, der så at sige befinder sig på den anden side af hegnet. En afgørende forskel. For det betyder, at det er sværere at diskutere forsvars- og sikkerhedspolitik, når alt skal gøres op i, hvor mange sygeplejersker eller pædagoger man kunne få i stedet.

”Vælgerne går op i flere sygeplejersker; ikke soldater,” sagde daværende kommitteret for Hjemmeværnet, MF (S) Bjarne Laustsen engang til et foredrag og formåede at provokere tilhørerne, selvom han desværre her har jo en pointe: Man vinder ikke de danske vælgeres gunst på forsvars- eller sikkerhedspolitik.

I de gode, gamle koldkrigsdage var det lettere. Folk ville også dengang have ordentlig sundhedspleje, men mange byer havde både et sygehus og en garnison. Værnepligtsindtaget gjorde, at hvis ikke ens egen søn, så havde eller skulle i hvert fald naboens søn ind som soldat. Forsvaret var på den vis præsent for den almindelige dansker; der var soldater i gadebilledet.

Læs hele indlægget på Folk & Sikkerheds hjemmeside:

Fortællingen om Forsvaret skal styrkes