Boganmeldelse: De faldne

Danmark har mistet 39 soldater i Afghanistan. Bag hvert tab er et menneske og en historie. For hvert tab er der pårørende og kammerater tilbage. Bogen ”De faldne” skildrer de første 31 dræbte. Det er ikke kun historien om død og sorg, men også om mennesker, der har truffet et valg.

Da Berlingske Tidende i foråret 2009 indledte en portrætserie om de soldater, der er faldet i Afghanistan, modtog avisen et brev: ”Soldater skal ikke gøres til mennesker af kød og blod. De er anonyme. Demokratiets redskaber, som tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte. Jeg er imod, at I giver dem et navn.”

Avisen fortsatte med ikke blot at give de faldne et navn, men også et ansigt og fortælle deres historie. Disse er nu samlet i bogen ”De faldne”. Portrætterne er redigeret og tilpasset bogen og ikke blot en fuldstændig gentagelse af dem, der har været bragt i avisen.

Bogen indeholder portrætter af 31 soldater, der er faldet i Afghanistan. Af disse er de tre, efter familiernes ønske, kun kortfattede. De 28 øvrige indeholder historien om den enkelte soldat, af hans familie og venner.

Det svære emne er behandlet med respekt. Bogen er velskrevet og vel redigeret. Den forfalder ikke til floskler og klichéagtige beskrivelser. I stedet benytter den en filmisk skildring, når vi som læsere er med, hvor det går galt – og når tre mænd i uniform banker på døren et sted i Danmark.

Læs hele anmeldelsen på Krigeren.dk.