kommunikation | undervisning | foredrag

Denne sektion af hjemmesiden indeholder blandt andet en række sproglige spørgsmål, som jeg tidligere har besvaret, ligesom du finder en samling af sproglig brøl eller blomster

Mange spørgsmål har været taget op på det sproglige nyhedsbrev Fra sprognørdens hjørne. 

Nyhedsbrevet udsendes ikke længere, og jeg kan desværre heller ikke længere påtage mig at besvare sproglige spørgsmål. Men som erklæret sprognørd synes jeg, at det ville være synd ikke at videreføre spørgsmålene og de muntre sprogbrøl her.

Hvis du er interesseret i mere sprognørderi, finder du masser af information på Dansk Sprognævns side.  

                                                                                               ***

Hej Jeanette

Hvad er mest korrekt i dag: 1930’erne med apostrof eller 1930erne uden apostrof?

På forhånd tak og undskyld ulejligheden.

Hej Jørgen Tak for din henvendelse. Man sætter apostrof. Ifølge Retskrivningsordbogen (retskrivningsreglerne § 6, stk. 2) kan man kun skrive “1930’erne”.  Det, der måske gør, at man kan være i tvivl, er, at man i nogle (andre) tilfælde må udelade apostrofen. Det gælder f.eks. ved forkortelser, hvor forkortelsen regnes for et ord i sig selv, f.eks. ‘Nato’. Der er både valgfrihed om brugen af store og små bogstaver og om apostrofen. At skrive ‘1930erne’ vil næppe blive regnet for en stor fejl; det vigtigste er konsekvensen i skrivningen – men skal det være korrekt, skal der indsættes en apostrof. Det ser også pænest ud. :o)  Kilde: Retskrivningsordbogen

Hej Jeanette

Jeg har et spørgsmål til næste nr. af Sprognørden: Hvorfor siger man, at “man hælder vand ud af ørene”, når det er munden, man bruger, når man snakker tom snak?

Hej Thomas Udtrykket betyder oprindeligt “at hælde med øret, så der løber vand ud”, dvs.: “holde øret eller hovedet på skrå, især for at virke demonstrativt overdrevent venlig eller for at hykle”. Det gammeldags adjektiv “hældøret” betyder “skinhellig eller tilsyneladende verdensfjern”. Kilde: Politikens “Hvorfor siger vi sådan?”
 

Hvad er ‘morfologi’?

Hej Jeanette Jeg har nu ledt et stykke tid i mine fagbøger, notater og på nettet og kan ikke finde en fyldestgørende forklaring på hvad morfologi er.Det er vel betegnelsen for semantisk, referentiel og morfologisk identitet – eller hvordan er det nu lige, det hænger sammen, og hvad betyder termerne helt præcist? På forhånd mange tak!

Vh. Louis

Hej Louise Morfologi er læren om sprogets mindste dele ( morfemer) – om hvordan disse ser ud, hvordan de dannes, og hvordan de kan kombineres. Et morfem er sprogets mindste betydningsbærende del, som er konkret udtrykt i en morf. Tag eksemplet: “Drengens cykel”. “Drengens” består her af tre morfer:  Morf 1: dreng – morfem: dreng (stammen)Morf 2: en – morfem: bestemt form, singularisMorf 3: s – morfem: genitiv
 Morfologi handler altså på rent dansk om, hvordan vi sætter ord sammen (‘drengecykel’), og hvordan vi bøjer ord (‘drengens cykel’). De bedste hilsner

Jeanette Serritzlev
Indehaver, cand.mag.

Spørgsmål: På eller i Island?

Hej Jeanette

Vi har haft en kæmpe diskussion på mit arbejde i dag om, hvorvidt det hedder “i Island” eller “på Island” …

Kan du hjælpe os med at få et svar?

Tak

Stine

Kære Stine

Tak for dit spørgsmål … og undskyld svartiden!

Det irriterende svar – i forhold til sådan en diskussion – er, at begge parter har ret; det kan hedde begge dele. 

Det er faktisk lidt en smagssag. Jeg hører til de mere sprogkonservative, der holder fast i  Island/Grønland – for det er jeg vokset op med, og det er jo en ø! Jf.  Mallorca, men i Spanien. 

Ændringen fra ’på’ til ’i’ er udtryk for en form for sprogligt politisk korrekthed, hvor man viser, at man anerkender de to områder som selvstændige.  

Men ingen regler uden undtagelse. Som professor Erik Hansen nævner i sin bog ”Rigtigt dansk” (Hans Reitzels Forlag), synes reglen om selvstændighedsanerkendelse at have svært ved at slå igennem for små eller nyere østater: Vi siger f.eks. med glæde  Hawaii,  Cuba og  Cypern. 

Både på og i er altså legitimt at benytte ifølge Dansk Sprognævn, men anbefalingen herfra skal lyde: Hvis du ikke ønsker, at din modtager skal gå op i dit præpositionsvalg, men i dit budskab, bør du bruge .

Ønsker du derimod at fremstå som sprogligt progressiv, kan du med fordel benytte i

De bedste hilsner 

Jeanette Serritzlev

SPØRGSMÅL: BEGYNDER ELLER STARTER EN GOD DAG? 

Kan du fortælle mig, hvornår jeg skal bruge starte ….. begynde? 

Sætningen: En god dag (begynder eller starter) med … 

Med venlig hilsen

Hanne 

Kære Hanne 

Du er langtfra alene med det spørgsmål. At begynde eller at starte er en hyppigt forekommende sproglig tvivl – og anledning til debat. For der er mange holdninger, og der er flere svar.  

Du har formentlig hørt folk sige, at ”motorer starter, men andre begynder”. Ifølge Ordbog over det danske sprog, bind 21, er ordet ”start” første gang registreret i 1930 i forbindelse med travsport.  

I bogen forbindes ordet med ”start og mål” i sport og i forbindelse med en igangsættende handling (at komme fra start; afgang), men der er mange eksempler, og ordet bruges allerede her bredt. Denne ordbog følger sproget indtil 1955 og kan dermed være en hjælp i forbindelse med dokumentation af eventuelle betydningsforskydninger. 

Ser man i Nudansk ordbog og Den Danske Ordbog, bruges ”start” og ”begyndelse” som synonymer. Du kan dermed med Nudansk ordbog i hånden hævde din ret til at sige: ”En god dag starter med …” – men! Du risikerer, at nogle mere lytter til dit ordvalg end til hele sætningen.  

I sætningen: ”En god dag xxx med” vil jeg derfor anbefale dig at benytte ”begynde”. 

En pragmatisk tilgang er derfor: Tænk over, hvornår du bruger hvad, og sig hellere ”begynde” en gang for meget end én for lidt; så er der mindre risiko for, at du kommer til at støde nogen – og større chance for, at du kommer igennem med dit budskab. 

Kilder: Ordbog over det danske sprog; Nudansk ordbog; Den Danske Ordbog.

Er sædet bagest eller bagerst?

Spørgsmål: Hedder det “bagest” eller “bagerst”?

I udtalen hører man oftest folk sige [bagerst]. Af mange regnes dette for dårligt sprog; i skrift og tale. Dog må man erkende, at Retskrivningsordbogen anerkender begge udgaver af ordet.

Svaret på, hvad der er korrekt, er derfor: Det er begge dele.

Ønsker du ikke at støde nogen, eller vil du virke sprogkorrekt (sprogkonservativ), bør du benytte “bagest”. Ønsker du derimod at vise en progressiv tilgang (til sproget), kan du benytte “bagerst”. Er du fuldstændigt ligeglad med, hvordan du virker, eller hvad du signalerer, kan du (måske?) glæde dig over, at du kan bruge begge dele.

Så simpelt var svaret! :o)

Spørgsmål: Hvad betyder at “være polemisk”
Kan du hjælpe med følgende:

Hvad vil det sige at være polemiserende?

Mvh. Eva

Svar: At være stridslysten

Kære Eva 

Tak for dit gode spørgsmål. Man vil normalt sige ”at være polemisk”, og det kan oversættes med at være stridslysten; (voldsomt) diskussionslysten. Dvs. provokerende med ønsket om at frembringe en reaktion. Det er indiskutabelt negativt ladet, hvad diskussionslysten ikke behøver at være. 

At polemisere betyder egentlig at skrive stridsskrifter; deltage i en polemik – efter det græske verbum ”polemizein”; at føre krig (med). Dette kommer af det græske substantiv ”polemos”, der betyder krig. 

”Polemik” i sin oprindelige betydning kommer fra det græske ”polemiké (téchne)”; ”krigskunst”.  

Det ser ud til, at ordene snarere har været brugt om videnskabelige, litterære og religiøse debatter end i en militær betydning. Jf. bl.a. eksemplerne i Munksgaards Dansk Fremmedordbog: 

”En polemiker er en ”stridbar skribent”; forfatter af et indlæg i en polemik. En polemik er en pennefejde; en videnskabelig eller litterær strid.” 

På fransk bruges ordet stort set som på dansk, men her findes ordet også i en militær betydning; ”polémologie”, som betyder ”krigskunst” (og: konfliktforskning). Samme substantiv kan jeg ikke finde på dansk, tysk eller engelsk, men skal ikke afvise, at det findes.  

Kilder: Munkgaards Dansk Fremmedordbog; Ordbog over det danske sprog; Gyldendals røde ordbøger (diverse sprog); Blinkenberg & Høybye: Fransk-dansk ordbog.

Hvorfor siger man ”en kold tyrker”? 

Betydning: Egentlig det pludselig at ophøre med at indtage narkotika som start på en afvænning. Bruges også i andre sammenhænge om det pludselig at stoppe med noget, f.eks. rygning. 

Eksempel på brug: ”Han tog en kold tyrker”. 

Udtrykket er faktisk en fejl! Det bygger på en fejlagtig oversættelse af det, der på engelsk hedder ”cold turkey” (kold kalkun); en hurtig afvænning; et let bytte; noget, der sker uden videre. 

Ordet ’turkey’ betyder i engelsk slang bl.a. ”en kapsel, der udgives for at indeholde narkotika, men som i virkeligheden indeholder sukker, mel eller lignende”. Det vil sige ”noget af ringe værdi, fiasko, flop”. 

Selve ordet turkey kommer oprindeligt af ”Turkey hen/”Turkey cock” – altså en tyrkisk høne/hane, da man fejlagtigt troede, at fuglen stammede derfra. 

En anden fysisk forklaring på udtrykket en kold tyrker kunne være, at personer, der går i akut abstinens, bliver iskolde og får gåsehud, hvilket minder om et stykke kold kalkun med skind.

Kilde: Politikens ”Hvorfor siger vi sådan?”


Spørgsmål: Hvorfor siger man “117”?
Jeg har ledt forgæves efter en forklaring på, hvorfor man siger hundredeogsytten.

Kan du sige, hvor dette udtryk stammer fra? Er det kun på dansk, at tallet har den betydning?

Tak på forhånd!

Svar: Det tilfører formentlig bare ekstra slagskraft
Tak for din mail – og undskyld den meget lange svartid!

Jeg kan desværre kun give dig et vagt svar. Jeg må erkende, at jeg troede, at udtrykket havde en bibelsk reference, men det har jeg ikke kunnet finde belæg for. De opslagsbøger, jeg har benyttet (bl.a. ”Hvorfor siger vi sådan?” (Politiken), ”Religion i sproget” (Kristeligt Dagblads Forlag) eller ”Talemåder i dansk” (Gyldendal)) behandler det som et selvstændigt udtryk.

I ”Ordbog over det danske sprog” (bind 8) angives det, at det første gang er registreret i dansk i 1921:

”Det gamle Ord om Profeten, der ikke er agtet i sit Fædreland, synes for 117. Gang at bekræfte sig.”

I; BT den 24. oktober 1921.

Ud fra de sammenhænge, hvori jeg har kunnet finde udtrykket, ser det ud, som om det er en forstærkning af ”en gentagelse” – altså ”for 17. gang” i ekstra potens.

Det kan være, at der findes en bedre forklaring, men hvis jeg skriver mere på her, vil det være gisninger. Så … jeg beklager det magre resultat, men dette er, hvad jeg har kunnet finde!

SPØRGSMÅL FRA LÆSERNE: SIGER MAN “SPONSORERE” ELLER “SPONSERE”?

Har et spørgsmål som jeg tænkte du var den der havde svaret på.

Hvad siger man; “Vi sponsere cykelholdet” eller “Vi sponsorere cykelholdet”?

SVAR: DER ER FRIT VALG

Hvis bare du putter et -r på, må du sige begge dele. :o) 

At sponsorere er den ældste udgave og er første gang registreret i dansk i 1957. At sponsere er kommet til senere.

Mit bedste bud er, at det er skabt som et udslag af hyperkorrektion; et fænomen, der betyder, at folk i iver for ikke at tale forkert eller lyde “proletariske” faktisk laver en fejl. Som når folk siger: “Han besøgte min kone og jeg”, fordi de tror, at “jeg” er finere end “mig”, fordi de har hørt noget med, at man ikke må sige “mig og Hans var på ferie” – men ikke søger den grammatiske forklaring på, hvorfor “mig” er forkert i “mig og Hans”, men det eneste korrekte i “min kone og mig”.

At sponsorere/sponsorat/sponsor er kommet ind i dansk fra engelsk, men stammer i øvrigt fra latin, hvor sponsor betyder en garant; en kautionist.

Summa summarum: Du kan sige begge dele. Personligt foretrækker jeg “at sponsorere”, fordi “at sponsere” i mine øren lyder lidt amputeret. Men jf. Retskrivningsordbogen er der frit valg på begge hylder.Kilder: Den danske ordbog bd. 5; Gyldendals røde ordbøger: Latin-dansk
 

SPØRGSMÅL FRA LÆSERNE: HVORFOR SIGER MAN ”HELE DYNEN”?

Er der en historie bag? 
Venlig hilsen 
Eva

SVAR: EN MODERNISERING AF “MOLEVITTEN”

Kære Eva 

Udtrykket ”hele dynen” har jeg kun kunnet finde i Den danske ordbog (2003), hvor udtrykket er registret første gang i 1987. 

Det er et uformelt stilleje, og det angives som synonym til ”det hele” og ”hele molevitten”.  

“Molevit” er oprindeligt en dans, men slår man ordet op i Retskrivningsordbogen nu, figurerer det kun i forbindelsen ”hele molevitten” – hvilket i øvrigt også gælder for ”pibetøj”.  

”Hele dynen” er altså en moderniseret version af de gamle udtryk, der stadig bruges, men hvor mange har glemt betydningen af ordet. Derfor ser man mange gange, at ordsprog og udtryk over tid ændres, så de tilpasses tiden.

Kilder: Den danske ordbog, Politikens Hvorfor siger vi sådan? Gads Danske Talemåder, Retskrivningsordbogen

Spørgsmål: Hvordan skriver man “it”?

Hej 

Hvordan skriver man IT midt i en sætning? Skriver man IT med store bogstaver, it med små bogstaver eller It med stort og lille bogstav? 

På forhånd tak for hjælpen Hej 

Hvordan skriver man IT midt i en sætning? Skriver man IT med store bogstaver, it med små bogstaver eller It med stort og lille bogstav? 

På forhånd tak for hjælpen

Svar
Tak for dit spørgsmål. Tidligere har man skrevet it med store bogstaver (”IT”), men jf. den seneste udgave af Retskrivningsordbogen (2001) kan man kun skrive det med små bogstaver (”it”). 

Det hedder altså: ”Han er it-chef.” 

Hovedreglen er, at når en forkortelse er ny, skrives den med store bogstaver, men når den er blevet en integreret del af sproget og har fået karakter af et selvstændigt ord, skrives det med små bogstaver. Der er f.eks. valgfrihed mellem at skrive ”NATO” eller ”Nato”, alt efter om man (primært) ser det som en forkortelse for organisationens navn, eller om forkortelsen er blevet navnet. 

Mange it-folk bryder sig ikke om at se det med små bogstaver – men det er altså det, der er korrekt. Er it det første ord i en sætning, kan det se lidt sjovt ud med et stort i og et lille t (”. It-firmaet har netop …”), men det er sådan, det skal stå – og man vænner sig til det.

Spørgsmål: Hvorfor hedder det et vådeskud?

Udtryk: vådeskud, substantiv.

Betydning: Et skud, der affyres ved et uheld og rammer et levende væsen.

Oprindelse: “Våde” er et ældre dansk udtryk, der betyder “det at komme i nød eller ud for en ulykkelig hændelse”.

Kilde: Nudansk Ordbog

23. oktober 2006

Spørgsmål: Hvad betyder “utilbens”?

Jeg ønsker information om udtrykket “utilbens”.

Hvorfra stammer udtrykket oprindeligt, og hvad var/er dets betydning?

Udtryk: At gøre sig ud til bens.

Betydning: At gøre sig upopulær hos nogen på grund af trods eller stædighed (Nudansk ordbog).

Oprindelse
Jeg må indrømme, at jeg brugte noget tid på at slå udtrykket op, da jeg også søgte under ”utilbens” – for det siger man jo. Søgningen gav desværre ikke noget resultat. 

Heldigvis er stud.mag. Martin Lund også på denne liste, og han kunne kaste lys over sagen: Det udtales [utilbens], men staves ”ud til bens” i Retskrivningsordbogen og ”udtilbens” i den ældre Ordbog over det danske sprog.

Jeg har ikke kunnet finde en sikker forklaring på udtrykkets oprindelse, men det er gammelt; Ordbog over det danske sprog angiver et eksempel fra 1863. 

Et lille kuriosum: Søger man på google.dk, viser ”ud til bens” 94 resultater, mens ”utilbens” giver 345. 

Kilde: Nudansk Ordbog, Retskrivningsordbogen og Ordbog over det danske sprog.

Spørgsmål fra læserne: Hokus pokus?
Hvor kommer udtrykket ”hokus pokus filiokus” fra?

Udtryk: Hokus pokus filiokus, udråb.

Brug: Formular, som tryllekunstnere bruger.

Oprindelse
Trylleformularen er ikke bare opstået, fordi det lyder sjovt. Den er rent faktisk en forvanskning af en anden mystisk formel – nemlig den sætning, som ved nadveren i den katolske kirke ledsager uddelingen af nadverbrøder og forvandler det til Jesu Kristi legeme.

På latin hedder den sætning ”hoc est corpus filii” – ”dette er sønnens legeme”.

Herfra går omskrivningen af sig selv:

  • Hoc est => hokus
  • Corpus => pokus
  • Filii => filiokus

Det interessante er, at trylleformularen altså ikke blot låner lydene, men også betydningen, eftersom tryllekunstneren også netop fortager en, dog ikke hellig, forvandling ved f.eks. at lægge æg ned i hatten og trække en kanin op.

Omskrivningen er ikke ny; i 1634 udkom en engelsk lærebog i tryllekunstner med titlen ”Hocus pocus junior/The anatomic of the legerdemain”.

Kilde: Politikens Hvorfor siger vi sådan? og Bevingede ord (Gads Forlag)

20. oktober 2006

Hvordan er talemåden “skæg for sig og snot for sig” opstået? 

Udtryk: Skæg for sig og snot for sig, ordsprog. 

Betydning: Udtryk for, at man ønsker at skelne mellem mere væsentlige og mindre væsentlige ting. 

Oprindelse

Det meget billedlige udtryk hed oprindeligt og mere præcist ”overskæg for sig og snot for sig” og blev i Danmark vist nok først brugt offentligt af Viggo Hørup i 1891 i en grundlovstale.  

Han har muligvis lært det af sin norske kollega Alexander Kielland, der er citeret for udtrykket ”barter for sig og snot for sig”.  

En folkeudgave af udtrykket lyder ”skidt for sig og snot for sig”. I lighed med mange andre folkelige omskrivninger lægger den sig lydligt op ad det oprindelige udtryk (skæg => skidt), men har en forstærkende virkning. Dette udtryk er ikke medtaget i f.eks. Den danske ordbog, men en søgning Google bekræfter dets eksistens. 

Hvem var Viggo Hørup? Læs mere her 

Kilde: Politikens Hvorfor siger vi sådan?

Spørgsmål: Hedder det “påkrævede” eller “påkrævet”? 

Hej Jeanette 

Hvad er den rette formulering (det er et væddemål og der er en marsbar på højkant!): 

”Både din egen og modtagers emailadresser er påkrævede” 

Eller 

”Både din egen og modtagers emailadresse er påkrævet”

Svar: Nr. 2 er korrekt
Hej Thomas

Tak for et godt spørgsmål, som ofte volder problemer i dansk – og som har gjort det de sidste 400 år! 

Før det havde man kun -ede-formen, men omkring reformationen begyndte man at skelne mellem -ede og -et og tilførte dermed sproget en raffineret betydningsforskel, som det ses i eksemplet: 

·          Bænkene er malede (karakteristik af genstand)

·          Bænkene er malet (beskrivelse af handling)

Det er ”Både din egen og modtagers emailadresse* er påkrævet”, der er den korrekte. 

Forskellen er, at ”påkrævede” er tillægsord, mens ”påkrævet” er udsagnsord (kort tillægsform). Det ville f.eks. hedde ”Husk at påføre din ansøgning den påkrævede e-mail-adresse”. 

Derfor hedder det også ”Bænkene af malet af manden”, da ”malet af” knytter sig til handlingen/verbet ”at male” og ikke til den betydning, det har for bænkene (at de er malede). Det er derfor en god grundregel, at man skal bruge -et-formen, når man har en forbindelse med et forholdsord/en præposition efterfølgende. F.eks.: 

·          ”Vi er meget interesserede”

·          Men: ”Vi er meget interesseret i kunst”

Er det klart???? 🙂

Bedste hilsner 

Jeanette 

Kilde: Erik Hansen: Rigtigt dansk

Hej Jeanette,

Jeg har et par spørgsmål vedr. sprog.
Kan det passe at ord som moské og kliché, når det bøjes i ubestemt, at man så undlader apostrofen? Så det altså hedder moskeen…?

Skal der komma i en sætning som denne?

Det er sandt, ifølge ministeren, at…
Altså sætninger med ordet “ifølge” en eller anden person?

Hvornår ved man, om et ord har “t” i enden, altså om det hedder nødvendigt eller nødvendig – eller mildt eller mild?

På forhånd tak
Mvh Heidi

Svar på lidt af hvert
Hej Heidi

Der er valgfrihed mellem “moske” og “moské” jf. Retskrivningsordbogen. I bøjet form er der således også valgfrihed mellem “moskeen” og “moskéen”. Det er nu ikke en apostrof, men en accent aigu (“HT’s” er en apostrof; “café” er en aigu).

Den sætning, du kommer med eksempel på, kan både være med og uden komma – alt efter hvordan du tolker det. Ser du “ifølge ministeren” som et indskud, skal der være komma. Ser du det som en integreret del af sætningen, skal der ikke.

Det kan lyde indviklet, at det er op til dig selv – men det handler om, om det er en sideinformation (underordnet) eller på niveau med det øvrige. Tænk på, om det “i øvrigt” er ifølge ministeren, eller om det er væsentligt, at det er ifølge ham. 

T-problematikken er udbredt, og den er vanskelig. Derfor vil jeg anbefale dig at læse Retskrivningsordbogens §§ 36-39. Det kræver en nærmere indføring i reglerne, som jeg ikke kan give fyldestgørende her.

Hovedreglen er, at det er (eller kan være) t på biord (adverbier), men fødte adverbier er uden t. 

Et par eksempler:

Der er valgfrihed mellem, om man vil skrive “en rigtigt god ferie” eller “en rigtig god ferie”. Personligt foretrækker jeg det første, fordi det viser, at “rigtigt” er et biord.

Ordet “følgelig” findes kun som adverbium og er altid uden t. Det hedder altså “Der er følgelig …” 

Jeg håber, at det var en hjælp!

Bedste hilsner

Jeanette Serritzlev

24. juni 2006

Spørgsmål: Hvad menes med ordet “undervisning”?

Jeg mener at undervisning kræver en eller flere lærere med kendskab til et givent stof, formidler dette til elever med ringe eller uden kendskab ti samme stof, og man derfor ikke kan ‘undervise sig selv’.

Kan en gruppe på samme niveau, eks. fra en klasse, ‘undervise hinanden’ i nyt stof?

Svar

Tak for din mail. 

Intuitivt ville jeg svare, ligesom du gør. Lad os se på, hvad ordbøgerne siger: 

Politikens Nudansk Ordbog

  • Undervisning: formidling af viden og færdigheder inden for et fag.
  • Underviser: en person, der underviser andre.

Den danske ordbog bind 6

  • Systematisk søge at bibringe kundskaber eller færdigheder.

Etymologisk ordbog (Gyldendal)

  • Et gammeldansk (1100-1500) ord med rødder i middelnedertysk (1200-1500): underwisen: belære; vise til rette modsvarende middelhøjtysk (1100-1450): untervisen: vise til rette under samtale.

Derfor som svar på dine spørgsmål: 

1) Nej, man kan ikke undervise sig selv.
I alle forklaringerne indgår der et dialogisk aspekt. Man kan lære sig selv noget, men kun belære andre. Man tilegner sig viden, men formidler den til andre.

Helt konkret ligger svaret også i ordet selv, eftersom ”vise” kræver mindst to (en, der viser, og en, der får noget vist).

2) Det giver næppe mening at tale om at ”undervise hinanden”
Udtrykket bruges, men du har i, at det udvander ordet ”undervisning” at tale om, at en gruppe elever f.eks. ”underviser hinanden”. Forklaringerne ovenfor taler om at belære – og det gør man jo ikke til nogen, der ved det i forvejen (= har samme niveau), ligesom man heller ikke formidler viden og færdigheder inden for et fag, hvis gruppen er på samme niveau (dvs. allerede har den viden/de færdigheder) eller helt mangler den faglige indsigt (underviseren inklusive).

Det, man mener, hvis man taler om at ”undervise (for) hinanden”, vil typisk bare det samme som at ”holde oplæg” eller ”holde foredrag”.

Jeg håber, at du kan bruge svaret.

Jeanette Serritzlev, 14. marts 2006

Spørgsmål: Hedder det “bakke op bag” eller “bakke op om”?

Hej Jeanette 

Min ære er på spil. Hedder det ’bakke op bag’ eller ’bakke op om’ – og hvorfor det ene frem for det andet? 

Svar: Det hedder “bakke op om”
Jeg har nu konsulteret Den danske ordbog (bind I), som giver mig ret (heldigvis!) i min første antagelse: 

Her angives udtrykkene ”bakke op”/”bakke op om”/”bakke op omkring”

Udtrykket kommer fra engelsk ”back”, dvs. ”stå bag”, ”støtte” og betyder egentlig ”give rygdækning”. ”Bakke op bag” er derfor en pleonasme (”dobbeltkonfekt”), eftersom ”bag” allerede ligger i ”bakke (op)”. 

Præpositionen ”bag” har også på dansk tilknytning til ordet ”ryg”. Ordbogen angiver under ”bag”, at det har oprindelse i en gammeldansk (1100-1500) præpositionsforbindelse ”a bak”, der netop betyder ”på ryggen”. 

De bedste hilsner

Jeanette Serritzlev 

23. marts 2006

Spørgsmål: Må man kalde sig “fru”, hvis man ikke har taget sin mands navn?

Svar: Ja, det må man godt
Det er godt spørgsmål, fordi de fleste intuitivt vil tænke “ja, selvfølgelig”. Omvendt synes der også at være logik i, at man ikke kan være “fru Møller”, hvis man er gift med “hr. Madsen”.

Jeg har spurgt Dansk Sprognævn om brugen af ”fru(e)”. Det er således: 

  • ”Fru(e)” er både betegnelsen for a) en gift (eller tidligere gift) kvinde og b) en hustru.  
  • Helle Thorning-Schmidt er altså i sin gode ret til at kalde sig ”fru Thorning-Schmidt”, fordi hun er gift, selv om manden hedder Kinnock.  
  • Når de i Matador kan tale om ”fru bankdirektør Varnæs”, er det ligeledes korrekt, idet der her (også) er tale om, at ”fru(e)” bruges som hustru.

 Jeanette Serritzlev, 10. marts 2006

Spørgsmål: Kommatering

Et lille grammatisk spørgsmål: Er det korrekt, at jeg sætter kommaet, som jeg gør i denne sætning:

“Det er, som sædvanligt, dejligt at læse noget, du har skrevet.”

Jeg synes at kunne huske (fra halvtredserne), at der skal komma om en indskudt sætning – altså: Det er, som sædvanligt, osv. Men  jeg er i tvivl om det er rigtigt.  

Svar: Det er korrekt med … og uden!
Dernæst: Du har sat det korrekt, når du skriver: ”Det er, som sædvanligt, dejligt at læse noget, du har skrevet.” 

…. men det var også korrekt, hvis du havde skrevet: Det er som sædvanligt dejligt at læse noget, du har skrevet.”

Det er ikke en indskudt sætning, men et indskud.  

”Kvinden, der har gul frakke på, er min hustru” er ”der har gul frakke på” en indskudt sætning. 

Jeg bruger ofte kommateringen på samme måde, som du gør her – som en form for retorisk greb, da det skaber variation i tonen. ”Det er [pause] som sædvanligt [pause] dejligt …”

Jeanette

Spørgsmål: IT-konsulent eller it-konsulent?

Kære Jeanette Serritzlev 

vi er nogen, der sidder og nørder. 

Hvordan skriver man it-konsulent (og hr-konsulent) korrekt? 

Fx

Jørn Møller
IT-konsulent
Møllers Firma
Møllevej 11
Tlf. 97329890 

Skal “it” med store eller små bogstaver, når det bruges som en stillingsbetegnelse?

Svar: Det hedder “it-konsulent”
Mange forkortelser skrives med stort, når de kommer ind i sproget (f.eks. IT, TV, CD). Efter en tid begynder man at skrive dem med små bogstaver – således også ”it”, som kun kan skrives sådan.  

”Human Resource” står ikke i Retskrivningsordbogen, men reglerne herfor er de samme, og ”hr” er nu så gængs en betegnelse, at jeg – ud fra de principper, man bruger – vil finde det mest hensigtsmæssigt at skrive det med små bogstaver. 

Den korrekte stillingsbetegnelse er altså ”it-konsulent”. Når det står på et visitkort, kan det se lidt sjovt ud, at man er nødt til at skrive: 

Jørn Møller

It-konsulent 

… men sådan er reglerne altså.

Jeanette Serritzlev, 09. december 2005

Spørgsmål: Hvad betyder “optimal”?

Hej Jeanette

Jeg har lige brug for din sproglige hjælp. Har du en klar definition på ordet ”Optimal”.

Svar: Det betyder bedst mulig
Optimal” bruges i betydningen ”bedst mulig” – oprindelsen er latin, af ”optimus”, der betyder bedst. 

Det er derfor, at der ikke er noget, der hedder ”mere optimalt” eller ”ikke helt optimalt”. Enten er det bedst, eller også er det ikke. ”Optimal” findes kun i ”tredje grad” – man kan ikke bøje det ligesom ”god, bedre, bedst”.

Spørgsmål: Kære eller hej?

Hej Jeanette eller kære Jeanette

Vi er inde på arbejde kommet til at tale om hvordan man i dag bruger “kære”. Vi er blevet i tvivl om hvornår man kan og skal bruge det – ved du det?


Svar: Det kommer an på …

Kære [spørgers navn]

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at I er i tvivl – det er et spørgsmål, som næsten altid kommer op, når jeg er ude at undervise. 

Der er ikke rigtigt noget, der er ”eneste rigtige” og ”bestemt helt forkert”. Det er et spørgsmål om, hvem man er, hvem man skriver til – og hvad man skriver om. Det lyder noget flydende, men lad mig uddybe: 

1)      Det er en myte, at hvis man indleder med ”kære”, skal man afslutte med ”kærligst”. ”Kære” er blot en pæn og formel tiltaleform.

2)      ”Hej” er i et andet stilleje og er mere uformelt.

3)      Det er mere høfligt at skrive ”kære” end ”hej”.

4)      ”Kære” kan gå sammen med hele navnet eller kun fornavn, mens ”hej” kun kan gå sammen med fornavnet (”Hej Søren Hansen” er stilforvirring, så det basker).

5)      ”Kære [kun fornavn]” bruges mest mellem folk, der har en relation (dvs. oftest kender hinanden; men det kan også blot være gennem e-mail-kontakt).

For at virke venligt imødekommende, men ikke anmassende plejer jeg at anbefale – og selv bruge – ”Kære Søren Hansen”. Det burde ikke kunne støde nogen, mens ”Hej Søren” vil kunne virke for ”kammeratligt” og ”Kære Søren” for intimt. 

Jeg skriver netop anbefaler, for jeg møder også dem, der hellere vil brække begge ben end sende et brev, hvor de indleder med ”Kære”. Er det så vanskeligt for én, vil jeg da nok – for personens egen skyld – foreslå at finde en anden acceptabel form. Man skal bare være opmærksom på, at uanset hvad man gør, sender man et signal. 

Det klassiske i erhvervskorrespondance og offentlige breve har været slet ikke at have nogen indledende hilsen, men kun navn og adresse. Så kommer man uden om problemet med ”hej” og ”kære”, men man virker ikke særligt venlig eller imødekommende.

Det er særligt vanskeligt ved mailkorrespondancer, hvor man ofte skriver frem og tilbage. Her ændrer tiltaleformen sig for det meste – og tilmed ganske hurtigt.

Eksempelvis: 

1.       mail: Jeg havde selv skrevet ”Kære Jeanette Serritzlev”, hvis nu jeg havde sendt din mail til mig selv (!?!). J

2.       mail: Jeg skriver ”Kære Maybritt” retur, selv om jeg har skrevet, at det er mere intimt. ”Hej Maybritt” lyder i mine øren helt forkert, når jeg ikke kender dig og ikke har haft kontakt med dig før.

3.       mail: I dit svar vil jeg til gengæld kunne forstå begge valg. At du skriver ”kære”, fordi det gør jeg, eller at du skriver ”hej”, fordi der nu næsten er kommet en dialog ud af det.

4.       mail: Skrives de hurtigt efter hinanden, vil man ofte se, at indledningen helt udgår. Skrives svaret først ugen efter, er man ”tilbage” i et mere formelt niveau igen (hej eller kære + fornavn).  

Er du blevet klogere? J Jeg håber ikke, at jeg blot har gjort forvirringen større. :o)

Jeanette Serritzlev, 30. november 2005

Spørgsmål: De eller dem?

Hej Jeanette

Hvordan hulen er det nu med følgende sætning?

“… at dem/de, der før følte sig usikre og bange for tilspidsede situationer, nu føler sig mere rustede …”

Jeg ved, at det grammatisk vil være korrekt med “de”, men foran en forklarende, indskudt ledsætning (har lige glemt

den grammatiske betegnelse på konstruktionen) må man godt sige “dem”, ik’?

Venlig hilsen

Svar: Der kan nok argumenteres for “dem”, men hvad med at ændre sætningen?
Jeg har selv været usikker på det korrekte svar og skal ærligt indrømme, at jeg i den slags tvivlstilfælde normalt omskriver sætningen. For i mit hoved kan det altså ikke være rigtigt at bruge ”dem” … 

Der er dog en regel, som handler om et ”efterstillet attributiv” – her taget fra ”Dansk Grammatik” (Robert Zola Christensen & Lisa Christensen, Syddansk Universitetsforlag 2005): 

Hovedreglen (som vi kender) er, at nominativformen bruges, når pronomenet er subjekt, og akkusativformen, når pronomenet er objekt. 

Akkusativformen bruges ved:

  • prædikativ: ”Det er mig”
  • sætningskløvning: ”Det var mig, der gjorde det” 

Og nu det interessante. Jeg citerer:  

”Akkusativformen bruges ved et efterstillet attributiv, især i talesprog.” Det må betyde, at nominativ også kan bruges – skulle man synes, men det står der ikke. Eksemplerne er: 

  • ”Hende med hunden hedder Ann.”
  • ”Dem, som piber, må klare sig selv.”

Du vil altså sikkert sagtens som pragmatisk sprogbruger kunne argumentere for rigtigheden af at skrive ”at dem” – men du vil støde en del ved at gøre det, så hvorfor ikke komme uden om det ved at skrive ”at de folk …” (eller lignende)?

Jeanette, 28. november 2005

SPØRGSMÅL FRA LÆSERNE: HANG ELLER HÆNGTE JEG MIN FRAKKE?

Jeg undrer mig lidt over, hvornår man bruger hængte og hang. Typisk har folk i 50’erne tendens til at sige, at de hængte deres frakke, eller der hængte et maleri i vinduet, mens jeg nok er tilbøjelig til at sige hang. Det er sikkert noget med før datid … men hvad ved jeg, kære brevkasseredaktør.

Svar: Hængte kan altid bruges – men hvorfor ikke udnytte finesserne?
Udsagnsordet er ”at hænge” og skaber kun problemer i datid, hvor der findes de to former ”hang” og ”hængte”.

Det er ikke et nyt problem, som kun kan begrundes med ungdommens sproglige inkompetence; faktisk har brugen af ”hængte” og ”hang” voldt kvaler, så længe vi har haft to datidsformer i dansk – hvilket vil sige siden 1700-tallet. Før det havde man kun ”hængte”.

Reglerne

Reglerne er som sådan simple nok:

  • Er der ikke genstandsled/objekt, bruges ”hang”.
  • Er der genstandsled/objekt, bruges ”hængte”.
  • ”Hængte” kan (efter retskrivningsreglerne fra 1986) altid bruges, mens ”hang” kun kan bruges med objekt.

Det er samme princip, der gælder for udsagnsordene ligge/lægge, springe/sprænge og vågne/vække.

Eksempler

  • Jeg hængte min frakke, så den hang på knagen,
  • Jeg hængte min frakke.
  • Frakken hang på knagen.

”Frakken hængte der” er altså autoriseret, men vil støde mange sprogbrugere – og når nu sproget indeholder denne mulighed for at gøre sit sprog lidt mere raffineret, hvorfor så ikke udnytte det? J

 Kilde: Retskrivningsordbogen og Erik Hansen: Rigtigt dansk, Hans Reitzels Forlagg

Jeanette Serritzlev, 18. november 2005

Spørgsmål: Forstrakt eller forstrukket?

Kære sprognørd 

Kan vi ikke på et tidspunkt få udpenslet følgende problemstilling:

Har man forstrukket eller forstrakt en muskel?


Svar: Jeps, det er simpelt. Det første er forkert!
Det er meget nemt – det hedder forstrakt.

Verbummet hedder: At forstrække, jeg forstrækker, jeg forstrakte, jeg har forstrakt. ”Forstrukket” findes kun i Stavefejlenes Imaginære Verden.

Jeanette Serritzlev, 27. november 2005

Spørgsmål: Københavnsområdet eller københavnsområdet?Vi sad lige på arbejdet og snakkede om nogle sproglige spørgsmål, som du måske kan svare på/komme ind på i næste nummer af dit nyhedsbrev: Skriver man ord som “københavnsområdet” eller “øresundsregionen” med stort eller lille forbogstav? Og hvorfor?


Svar: Det kan hedde begge dele, men jeg anbefaler lille k …

Jeg kan godt forstå, at I er i tvivl – det er også lidt forvirrende, men reglerne er som følger (Retskrivningsordbogen § 12, stk. 10):

  • Proprier skrives med stort – f.eks. Øresund.  
  • Sammensætninger med proprier, som i sit selv er et proprium (!), skrives med stort – f.eks. Øresundsbroen.  
  • Sammensætninger, hvori der indgår et proprium, men som ikke selv er det, kan skrives med både stort og lille begyndelsesbogstav – f.eks. Øresundstog eller øresundstog.  
  • Men: i fast indarbejdede sammensætninger anbefales det at benytte et lille begyndelsesbogstav – f.eks. danmarkshistorie.

Dvs.: Det hedder Øresundsregionen med stort, fordi man (vel altid?) bruger det som et proprium – men jeg vil på Sprognævnets (og lidt egne) vegne anbefale at skrive københavnsområdet med lille.

Stort begyndelsesbogstav signalerer proprium på dansk – og det er ikke det, man mener med ”københavnsområdet”.

Jeanette Serritzlev, 28. oktober 2005

Spørgsmål: Kan det bare ”lufte”?

Jeg var i sommerhus med et par, jeg kender, og de smuttede lige til stranden en stund. Da de så kom tilbage, sagde de, at jeg skulle have været med, for “det luftede” så dejligt …

Nu har jeg spurgt alle mulige forskellige mennesker om “det kan lufte” for jeg mener stædigt at “at lufte” det er noget man gør; “lufter hunden”, “lufter tæerne” osv. osv. 

Jeg ved ikke, hvad jeg ville sige til en lille brise, men jeg kan ikke få “det lufter” til at passe ind i mit ordforråd J


Svar: Ja, det kan det

Dine venner bruger faktisk ordet helt korrekt. Nudansk Ordbog angiver: 

At lufte = svale 

Eksempel: “Det lufter dejligt”; “det lufter ind fra havet”. 

Derudover kan man “lufte noget” i to betydninger; f.eks. 1) en hund, 2) en mening (“få luft for sin mening”), og man kan “lufte ud (i noget)”. 

Jeanette Serritzlev, 29. juli 2005

Spørgsmål: Hvor kommer udtrykket ”tryk 16” fra? 

Udtryk: En ordentlig trykseksten
Betydning: Et kraftigt tryk

Forklaring: Vist et gammelt bogtrykkerord med betydningen ”det tryk, der kræves til at trykke et ark på 16 sider med en gammeldags håndpresse”.

Kilde: Politikens Hvorfor siger vi sådan?

Jeanette Serritzlev, 19. juni 2005

Spørgsmål: Hvorfor siger man ”at se giraffen”?  

At se giraffen, fast udtryk/idiom

Dette udtryk er oprindeligt en del af en replik ”jeg vil se giraffen!”, som en lille dreng sagde i Scalarevyen 1922 i en sketch, der var importeret fra England. Tilsvarende udtryk med andre eksotiske og sjældne dyr har tidligere været brugt i England, hvor det lød ”see the lions” – at se løverne – på grund af løvestatuerne i Tower i London, og i USA ”see the elephant” – at se (cirkus)elefanten. (Kilde: Politikens Hvorfor siger vi sådan?)

Betydning & brug: Udtrykket bruges i betydningen at ”se en kendt eller højt profileret person”. Udtrykket har også givet anledning til nydannelser – f.eks. ”et girafmøde”, hvor en bestemt taler vil kunne (forventes at) tiltrække mange deltagere.

JS, 5. juni 2005

Hvad pokker er en “salomonisk løsning”? (ja, undskyld – men sådan lød spørgsmålet!)

Salomonisk, adjektiv/tillægsord

1. Som er klog og retfærdig; især om dom eller afgørelse. En salomonisk dom, kampen sluttede salomonisk uafgjort. En salomonisk afgørelse: en vis afgørelse, der giver begge parter delvis ret.

Kilde: Politikens Nudansk ordbog

Historie
Udtrykket stammer fra en sag, hvor Kong Salomon afgjorde en tvist mellem to kvinder om et barn, de begge hævdede var deres. Kong Salomon sagde, at når de ikke kunne nå til enighed, måtte barnet dræbes. Dette fik den ene af kvinderne til at frasige sig retten til barnet for at redde det – hvilket viste netop den offervilje, som kun en moder har. Gæt selv, hvad der videre hændte …

JS, 17. maj 2005

Hvorfor siger man “at gøre sine hoser grønne”?

Betydning: Indsmigre sig hos nogen, især hos en pige

Udtrykket bygger på en opfattelse af farven grøn som tiltalende, indsmigrende eller behagelig, egentlig frisk og ungdommelig, f.eks. som håbets eller lykkens farve. At ”indynde sig” kan på svensk hedde göre sig grön, og det betyder også ”gøre sig vigtig”. På tysk betyder einem grün sein at ”være nogen venlig stemt”.  Det at gøre sine hoser eller strømper grønne er et specielt dansk udtryk. Det bygger vist på en gammel skik med, at en heldig frier fik en grøn strømpe, mens en forsmået frier fik en sort.

Kilde: Hvorfor siger vi sådan?, Politikens Forlag, 2003

JS, 1. maj 2005

Er det forkert at sige “forpligtige?”

Det regnes som forkert af mange, men Retskrivningsordbogen tillader faktisk både “forpligte” og “forpligtige”.

Mit råd er dog, at du holder dig til “forpligte” og “forpligtelse”. Vælger du forpligtige, vil du støde nogen, som opfatter det som en vulgærudtale. Derimod generer du ingen ved at sige forpligte – og så lyder det også pænere …

JS, 16. april 2005

Hvorfor siger man “at løbe hornene af sig”?

Politikens bog Hvorfor siger vi sådan giver følgende forklaring (udg. 2001):

Betydning: leve vildt for at afreagere og prøve sine kræfter af. Oprindeligt brugte man dette udtryk om en ceremoni ved optagelsen af nye færdiguddannede medlemmer i et håndværkerlav eller blandt akademikere. Den unge mand, som skulle optages, blev klædt ud som et dyr med horn i panden, og så skulle han stange med hornene, indtil de faldt af (!); det symboliserede så hans overgang fra dyr til sandt menneske. Senere kom udtrykket til generelt at betegne det at rase ud under ungdomsårenes overdrivelser og udskejelser.

JS, 15. april 2005

Hvorfor siger man “der er ingen ko på isen?

Politikens bog Hvorfor siger vi sådan giver følgende forklaring (udg. 2001):

Udtryk for, at der ikke er nogen fare på færde. Oprindeligt et flere hundrede år gammelt svensk ordsprog, som i sin fulde længde hedder: Der är ingen ko på isen, så länge rumpan är i land, dvs.: ”Der er ingen ko på isen, så længe rumpen er på land.”

Jeanette Serritzlev 26. februar 2005